De unge i Stevns Frivillighedscenters ungefællesskab tog mandag aften et stort skridt, da de afholdt stiftende generalforsamling for deres nye forening – skabt af og for unge. TrygFonden lagde vejen forbi med en check på over 1,4 mio. kr. Kernen i foreningen er fællesskab, og de unge glæder sig til at kaste sig over arbejdet for at få endnu flere af Stevns’ unge med.
Ung til Ung Fællesskaber begyndte for tre år siden som et initiativ fra Stevns Frivillighedscenter, der ønskede at skabe et nyt fællesskab for de af Stevns’ unge, der ikke følte sig tiltrukket af Stevns’ eksisterende foreningsfællesskaber i fx idrætsforeningerne. Målet var at skabe et trygt, åbent og inkluderende fællesskab, hvor unge kunne mødes om forskellige aktiviteter og sætte egne initiativer i gang:
- Ønsket var at styrke de unges trivsel og sikre, at flere følte sig som en del af et fællesskab. Og det er virkelig lykkedes. Ung til Ung har gennem årene vist, at når de unge får ansvar og rum til at skabe noget sammen, opstår der stærke fællesskaber. I dag er det de unge selv, der udgør drivkraften i det hele. De sætter retningen, bestemmer aktiviteterne og følger beslutningerne til dørs. Der sker virkelig noget, og – vigtigst – de hygger sig gevaldigt undervejs, fortæller Anette Jespersen, der er en af de voksenfrivillige, som har været tilknyttet Ung til Ung Fællesskaber og også vil støtte de unge i den første tid, hvor den nye forenings bestyrelse skal etablere sig.
Den nye forening er åben for alle unge mellem 15 og 25 år, der ønsker at være med til at skabe aktiviteter, fællesskaber og nye muligheder på Stevns. Andre interesserede er også velkomne og kan melde sig ind som støttemedlemmer. Ambitionen med at stifte en forening er at give Ung til Ung Fællesskaber en mere bæredygtig struktur, der kan sikre, at arbejdet fortsætter, når den økonomiske støtte fra TrygFonden ophører. TrygFonden støttede i første omgang Stevns Frivillighedscenter i opstarten af Ung til Ung Fællesskaber og har nu tildelt indsatsen endnu en donation på mere end 1,4 mio. kr. Donationen fra TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland sker som led i TrygFondens samlede arbejde for at skabe bedre trivsel blandt børn og unge.
- Ung til Ung har formået at skabe et tilbud, som var lige det, en gruppe af Stevns’ unge manglede. De unge har fundet nye venner og oplevet, at de kan gøre en forskel for både sig selv og andre, og ikke mindst at de har noget at bidrage med. Ønsket er nu at forankre den gode indsats som en forening, der giver de unge endnu større indflydelse på, hvordan fællesskabet skal udvikle sig i fremtiden. Det vil vi fra TrygFondens side gerne støtte, og vi håber, at endnu flere af Stevns’ unge vil komme med og opleve glæden og styrken ved Ung til Ungs gode fællesskab, siger Mona Gregersen, repræsentant i TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland.
Donationen fra TrygFonden blev overrakt mandag, da Ung til Ung afholdt stiftende generalforsamling.