Oplev Danmark: Overnat gratis i Nordjyllands natur

Profilbillede
dato

Hvis du skal holde sommerferie i Danmark i år, og turen går til Nordjylland, så læs med her. Vi har samlet tre gode bud på gratis overnatning i shelters i naturskønne områder nord for Limfjorden.  

Egholm: Øko-shelters midt i fjorden 

Fra Aalborgs Vestby kan du stige på en færge, der på ca. 5 minutter kan fragte dig fra storby til ø-idyl. Øen Egholm byder blandt andet på en masse dyreliv, fire forskellige vandreruter og en lækker restaurant.  

I 2020 stod fem nye arkitekttegnede øko-shelters færdige på øen. De flyder på vandet og er bygget i bæredygtige materialer. Hvert shelter har desuden en terrasse og et bålsted.  

Øen er en del af det danske Øpas i 2021. Det kan du bestille her.

Hammer Bakker: Plads til den helt store familie 

Kun en halv times kørsel fra Aalborg finder du Hammer Bakker. Det er et naturskønt skovområde, som er beklædt med stejle kløfter og bakker. Her kan du opleve gravhøje fra fortiden og et rigt dyreliv.  

Hammer Bakker har tre forskellige shelterpladser og to forskellige sheltertyper samt bålområde og stenovn. Der er plads til næsten 50 personer, så du kan med fordel tage den udvidede familie med på tur.

Området er også kendt for sine gode vandre- og mountainbikeruter.

Du kan læse mere om Hammer Bakker her.

Tversted Klitplantage: Tæt på strand og skov

Hvis du har begivet dig længere nordpå, og mangler et sted at slå teltpælene ned for en nat, så er Tversted Klitplantage tæt på Hirtshals et idyllisk valg. Det er en primitiv lejrplads, som ligger tæt på strand og vand.  

Tager du på opdagelse, kan du aflægge stokmøllen Østerklit et besøg. Det er den sidste fungerende stokmølle i Danmark, som ligger gemt i det smukke klitlandskab.  

Området byder også på vandreruter af forskellige længder. Tversted er desuden kendt for sine ishuse, hvis den søde sult skal stilles.  

Læs mere om Tversted Klitplantage her.

Kan du ikke få nok af Nordjyllands idylliske natur? Her kan du finde en oversigt over flere gode overnatningsoplevelser. 

Kilde: Redaktionen